Hvorfor enhver moderne arbejdsplads bør hjælpe medarbejderne med at få en wearable

For ti år siden var wearables en kuriositet spændt fast på håndleddet af triatleter og quantified self-entusiaster. I dag er de nok det mest personlige stykke teknologi, en person ejer. Uret på nogens håndled, ringen på fingeren eller plastret på brystet ved, hvornår de har sovet dårligt, hvornår deres hvilepuls kryber op i et område, der antyder sygdom, og hvornår deres stress faktisk ikke er faldet efter et hårdt møde. Den slags bevidsthed ændrer adfærd – og adfærd er netop det, arbejdsgivere har forsøgt at påvirke med trivselsbudgetter de sidste to årtier.

Det argument, vi vil fremføre i denne artikel, er enkelt. Hvis en virksomhed er villig til at betale for en fancy kaffemaskine, en ergonomisk stol eller et fitnesstilskud, bør den også være villig til at give enhver medarbejder, der ønsker det, en wearable på håndleddet. Afkastet er ikke teoretisk. Folk, der faktisk kan se deres egne data, træffer som regel bedre beslutninger om søvn, bevægelse og restitution, og de beslutninger viser sig på arbejdet som færre sygedage, mere stabil energi og et sundere forhold til de lange arbejdsdage, som videnarbejde nogle gange kræver.

Den stille produktivitetsløftestang, der gemmer sig for øjnene af os

De fleste trivselsprogrammer på arbejdspladser kredser stadig om det, folk gør på kontoret: hæve-sænke-borde, frugtskåle, en lejlighedsvis yogatime. Intet af det er dårligt, men det stopper alt sammen klokken fem. Det gør en wearable ikke. Den tager med medarbejderen hjem og følger dem gennem aftensmaden, søvnen, weekenden, familiestressen og den sene doomscrolling. Det er præcis der, løftestængerne for langsigtet trivsel findes.

Når en person kan se, at deres hvilepuls er steget fem slag i minuttet efter en uge med sene aftener, eller at deres pulsvariabilitet har været nedadgående, siden et stressende projekt gik i gang, overbeviser dataene for dig. Ingen HR-plakat, ingen lederskub, ingen Slack-påmindelse er så overbevisende som en graf over ens egen krop, der fortæller sandheden. Den feedbacksløjfe er hele pointen.

For arbejdsgivere er regnestykket ligetil. En wearable i mellemklassen koster mindre end et enkelt besøg på en privatklinik. Virksomheder, der giver tilskud til enheden – også delvist, også som et engangsgode – får et stykke altid tændt infrastruktur til adfærdsændring for en brøkdel af det, coaching, ergonomiske gennemgange eller fravær faktisk koster.

Hvordan "giv tilskud til enheden" faktisk kan se ud

Der er ikke én rigtig måde at gøre det på. De virksomheder, der får mest ud af et wearable-program, vælger typisk én af nogle få klare modeller og holder fast i den.

Den første model er direkte indkøb. Virksomheden køber et parti enheder, deler dem ud til alle, der ønsker en, og behandler dem som ethvert andet stykke arbejdsudstyr. Det fungerer godt i regulerede brancher eller hybride teams, hvor ensartethed betyder noget.

Den anden er et trivselsbeløb. Medarbejderne får et årligt beløb – for eksempel to hundrede til fem hundrede euro – som de kan bruge på den wearable, de selv vælger, sammen med andre trivselsprodukter. Det respekterer, at én person vil have en Garmin til trailløb, en anden vil have en Oura-ring til søvn, og en tredje bare vil have bedre løbesko. Selvbestemmelsen er pointen. (Tjek de lokale regler: i mange lande kan tilskud til enheder og trivselsbeløb tælle som et skattepligtigt gode.)

Den tredje er en ordning med delt investering. Virksomheden betaler halvdelen, medarbejderen betaler halvdelen. Den delte omkostning øger faktisk engagementet: folk, der selv har betalt noget for enheden, bærer den oftere længe nok til, at vanen sætter sig.

Uanset modellen er princippet det samme. Enheden tilhører medarbejderen, dataene tilhører medarbejderen, og virksomhedens rolle er at fjerne friktionen ved at komme i gang.

De sensorer, der betyder noget – og hvad de fortæller dig

En moderne wearable er ikke én enhed, men en stak sensorer proppet ind i et lille kabinet. Hver af dem fortæller en forskellig historie om, hvad der sker inde i kroppen. At forstå, hvad de måler, er første skridt til at forstå, hvorfor denne teknologi er mere end en skridttæller – selvom skridttælleren, som vi skal se, stadig gør en bemærkelsesværdig stor del af arbejdet.

1. De daglige målinger: skridt, distance, kalorier, aktive minutter

Før vi kommer til de mere eksotiske sensorer, er det værd at give de daglige målinger den anerkendelse, de fortjener. Skridt, tilbagelagt distance, forbrændte kalorier, aktive minutter og antal trappeetager er de oprindelige wearable-målinger, og for de fleste er de stadig de mest nyttige. De er ikke subtile, de kræver ingen coach for at blive fortolket, og de passer præcist til, hvordan en person allerede tænker om sin dag: har jeg bevæget mig nok?

Disse målinger kommer fra et lille accelerometer og i nyere enheder en lille barometrisk højdemåler til trappegang. De er fundamentet, som alt andet bygger på. Et trivselsprogram, der kun bruger data om skridt og aktive minutter, er stadig et rigtig godt trivselsprogram. De dybere sensorer nedenfor er ikke erstatninger; de er ekstra lag, der bliver nyttige, når den grundlæggende bevægelsesvane er på plads.

2. Optiske pulssensorer

Sensoren med grønt LED-lys på bagsiden af næsten alle ure og ringe måler pulsen ved at registrere, hvordan lyset reflekteres fra kapillærerne under huden. Ud fra dette ene signal udleder en wearable hvilepuls, puls under træning og med tiden et brugbart billede af kredsløbsformen. En hvilepuls, der kryber opad over flere uger, er et af de tidligste bløde signaler om overtræning, dårlig søvn eller begyndende sygdom.

3. Pulsvariabilitet (HRV)

HRV er variationen i tiden mellem på hinanden følgende hjerteslag. Det lyder esoterisk, men det er det tætteste, wearables kommer på en stressmåler. En højere HRV betyder generelt, at det parasympatiske nervesystem gør sit arbejde, og at kroppen er restitueret. En lavere HRV peger ofte på ophobet stress, dårlig søvn, alkohol eller sygdom. For videnarbejdere er det at følge HRV over flere uger et af de mest ærlige spejle på balancen mellem arbejde og privatliv, man kan holde op.

4. SpO2 (iltmætning i blodet)

Sensoren med rødt LED-lys, som de fleste ure nu har, estimerer, hvor meget ilt blodet transporterer. Enkeltmålinger er nyttige i højderne, men den mere interessante anvendelse er overvågning om natten, hvor gentagne fald kan antyde forstyrret vejrtrækning som søvnapnø – en almindelig og ofte udiagnosticeret tilstand. En wearable kan ikke stille diagnosen, men den kan være skubbet til at tale med en læge.

5. Søvnstadier

Ved at kombinere puls, HRV, bevægelse og nogle gange hudtemperatur kan en wearable estimere tiden i let søvn, dyb søvn og REM-søvn. Tallene er ikke perfekte, men det er tendenserne. Folk, der aldrig har tænkt seriøst over deres søvn, bliver ofte overraskede over at se, hvor lidt dyb søvn de får, når de drikker, scroller eller presser sig selv op til en deadline. Den bevidsthed, gentaget hver nat, er det, der forvandler "jeg burde sove mere" til faktisk adfærd.

6. Hudtemperatur

Løbende måling af hudtemperaturen er stille og roligt blevet en af de mest nyttige wearable-funktioner. En lille, men vedvarende stigning kan være et tidligt tegn på, at kroppen bekæmper noget. For kvinder giver ændringer i basistemperaturen et klarere billede af menstruationscyklussens fase, end kalendersporing nogensinde har gjort. For alle tilføjer det endnu et datapunkt, der hjælper med at skelne mellem "jeg føler mig ikke helt på toppen" og "der er faktisk noget galt".

7. Kontinuerlig glukosemåling

CGM-plastre, som tidligere kun var teknologi til diabetes, kan nu købes i håndkøb på nogle markeder. De viser næsten i realtid, hvordan de enkelte måltider, stress og søvn påvirker blodsukkeret. Feedbacken er direkte, men evidensen for fordelene for personer uden diabetes er stadig begrænset, så det er bedst at behandle det som et valgfrit, personligt værktøj frem for en måling for hele virksomheden.

8. EKG og registrering af atrieflimren

EKG efter behov er ikke længere en nyhed. Flere moderne ure kan optage et en-aflednings-EKG og markere mulig atrieflimren ved hjælp af funktioner, der er godkendt af myndighederne i en række lande. De erstatter ikke en medicinsk diagnose, men for en arbejdsstyrke i fyrrerne og halvtredserne kan en tidlig opfordring til at gå til lægen betyde meget.

9. Stress- og restitutionsscorer

De fleste wearables kombinerer nu HRV, puls, søvn og bevægelse i én daglig score for "parathed", "body battery" eller "restitution". Superbrugere brokker sig over, at scorerne er en sort boks, men for gennemsnitspersonen er de det rette abstraktionsniveau. De forvandler en mur af data til ét enkelt skub: i dag er en hård dag, tag den med ro; i dag har du overskud, så giv den gas.

Hvad arbejdsgivere faktisk får igen

De mest målbare fordele – færre sygedage, lavere sundhedsforsikringspræmier, hurtigere tilbagevenden til arbejdet efter sygdom – er reelle, men de er ikke den mest interessante del af historien. Den interessante del er kulturel. I organisationer, hvor wearables er normaliseret og bakket op, bliver samtaler om søvn, restitution og tempo også normale. Ledere spørger "hvordan har du sovet?" på samme måde, som de ville spørge til vejret. Medarbejdere beskytter deres aftener, fordi de har data, der viser, hvad der sker, når de ikke gør det. Hele arbejdstempoet bliver blødere i kanterne på måder, der viser sig i fastholdelse og engagement længe før, de viser sig i et regneark.

Det er værd at være tydelig om, hvad arbejdsgivere ikke bør gøre. Dataene på disse enheder tilhører medarbejderen. Et trivselsprogram bygget op omkring, at en leder kan se nogens søvnscore, er et program, der hurtigt og fortjent vil dø. Den rigtige model er samlet, anonym og frivillig. Den enkelte ser sine egne data; organisationen ser kun det, medarbejderne vælger at dele gennem udfordringer, de selv har tilmeldt sig, holdgennemsnit eller mål for hele virksomheden. I EU er helbredsdata en særlig kategori af personoplysninger efter GDPR, hvilket er endnu en grund til at holde individuelle målinger private. Mere om at finde den rette balance i holder dit trivselsprogram trit med medarbejdere, der følger deres helbred?

Kombinér enheder med en grund til at bære dem

At købe en wearable er den nemme del. At bære den konsekvent i de par måneder, det tager at danne en reel vane (omkring 66 dage i gennemsnit), er sværere. Det er her, strukturerede udfordringer – den slags, YuMuuv er bygget op omkring – forvandler en enhed fra en dims til et dagligt ritual. En skridtudfordring giver nogen en grund til at kigge på uret en tirsdag morgen. En søvnudfordring giver dem en grund til at lægge telefonen fra sig klokken ti. En mindfulness-streak giver dem en grund til at trække vejret dybt mellem møderne.

Enheden måler, udfordringen motiverer, og virksomheden finansierer stille og roligt begge dele. Det er den fulde sløjfe, og det er en sløjfe, de fleste arbejdspladser endnu ikke har lukket. At lukke den – ved at hjælpe medarbejderne med at eje den rigtige enhed og derefter give dem noget sjovt at bruge den til – er noget af det, et trivselsbudget kan købe med størst effekt.

YuMuuv synkroniserer med Apple Health, Health Connect på Android, Garmin, Fitbit, Polar, Suunto, Coros, Huawei, Oura, Samsung, Withings og Zepp/Amazfit, så uanset hvilken enhed medarbejderne vælger, kan den føde direkte ind i en holdudfordring. Husk, at enheder tæller forskelligt: i vores data lå det gennemsnitlige daglige antal skridt fra omkring 6.100 med Apple Health til over 12.000 med Polar (se gennemsnitlige skridt pr. dag efter enhed). Se også fordelene ved en fitnesstracker og wearable-data plus social motivation.

Hvis dit team allerede kører udfordringer, og du overvejer at lægge et wearable-tilskud oven i, er det ærlige svar: ofte, ja. Enheden gør udfordringerne rigere, udfordringerne får folk til at blive ved med at bruge enheden, og sammen hjælper de folk med at blive mere udhvilede, mere aktive og mere i kontakt med deres egne grænser. Vil du se, hvordan det fungerer? Book en YuMuuv-demo.